Hillerød Alkoholbehandling

Hvad er ”succes” i alkoholbehandling?

Lederindlæg: Hvornår kan man tale om, at en alkoholbehandling har været ”en succes”, og kan man overhovedet definere, om noget har været en succes på vegne af et andet menneske?

Det rejser spørgsmålet: Hvad er ”succes” i alkoholbehandling?

 Af chef Christian Bo Dahlmoes og afdelingsleder Jakob Neiman

I HAB tilbyder vi alkoholbehandling til mennesker, der har erkendt, at de har et problem, og som ønsker at gøre noget ved det. Set med de briller burde det være forholdsvis enkelt at vurdere, hvordan det går med at løse problemet, og om vi er tæt på – eller langt fra – at være i mål.

Men som det så ofte er, når man arbejder med mennesker, kan virkeligheden vise sig at være en kende mere indviklet.

For hvornår kan man egentlig sige, at en alkoholbehandling har været ”en succes”? Er succes, når man er blevet ”helbredt”, og hvad betyder det i så fald? Og som behandlere er vi også meget tilbageholdende med at vurdere succes på vegne af et andet menneske.

Det er ikke alkohol som skal bestemme

Når vi først møder mennesker, er de et sted i livet, hvor de gerne vil genvinde kontrollen over alkoholen, så det er dem, der bestemmer – og ikke omvendt.

Det hænger tit sammen med et ønske om at få noget tilbage, som de har mistet, eller opnå noget, de længes efter. For mange har alkoholen ødelagt rigtig meget: arbejdslivet, parforholdet, relationen til børn eller børnebørn. Noget, der er gået i stykker, skal repareres.

Set i det lys lykkes behandling ofte

Afhængigt af faktorer som baggrund, personlige ressourcer, sociale netværk eller graden af motivation ser vi ikke sjældent, at vores klienter kommer med et ønske om at opnå et mere kontrolleret forbrug af alkohol, men ender med at gå herfra med en erkendelse af, at de slet ikke skal drikke.

Alkohol starter ofte som en slags hjælp til at være i livet – til at håndtere ting, som er bøvlede og skaber problemer.

{
Alkohol starter ofte som en slags hjælp til at være i livet – til at håndtere ting, som er bøvlede og skaber problemer.

Det hele bliver lettere

Men klienterne kan med en periode med afholdenhed under behandlingen opleve, at mange af deres andre problemer i livet måske blev mindre komplekse eller endda lettere at håndtere.

Gennem levet erfaring bliver det tydeligt for dem, at de positive gevinster ved at stoppe med alkoholen ofte overgår de fordele, som alkoholen kan give.

Det er jo ikke sådan, at når problemet med alkohol forsvinder eller bliver reduceret i ens liv, så forsvinder alle andre problemer i livet. Der er måske stadig en urimelig arbejdsgiver, teenagebørn, der bøvler, forældre, som bliver gamle, og så videre.

Men med alkoholen ude af billedet ser vi tit, at det bliver lettere at gå til andre problemer i livet, og pludselig kan valget med alkohol ses i et lidt andet lys.

Dine mål kan opnåes

Når mennesker går herfra og har opnået deres oprindelige mål – hvad end det er stabilisering og kontrol over forbruget eller total afholdenhed fra alkohol – er det let at pege på, hvad der har været en succes.

Men vi oplever også sommetider, at en alt for snæver og ensidig opfattelse af, hvad der tæller som succes eller ej, kan spænde ben for, at mennesker kan rykke sig.

Nogle kommer med en forestilling om deres alkoholforbrug næsten som en mekanisk fejl, der lige skal fikses ved at skrue og dreje lidt på et par knapper hist og her.

Men alkoholbehandling er ikke et operationsbord, hvor man kommer ind ad døren på krykker og går ud med en ny hofte.

Mand går ud af en succesfuld sti illustration

Alkohol er ikke altid et isoleret problem

Et problemfyldt forhold til alkohol bunder ofte i nogle dybere, uhensigtsmæssige adfærds- og følelsesmønstre, som ofte også spænder ben andre steder i livet.

Hvis man er for snævert optaget af alkoholen som et isoleret problem, risikerer man at overse nogle vigtige faktorer i ens personlige historie, som kan være afgørende i forhold til at skabe varig, positiv forandring samt håndtere tilbagefald, når man måske støder på bump senere i livet.

Sommetider møder vi også en idealforestilling om succes som det her øjeblik, vi skal stræbe efter at nå engang ude i fremtiden. Men det kan stå i vejen for, at vi kan udvikle os der, hvor vi er nu.

I denne succesfulde fremtid er alkoholen ofte helt ude af billedet, og samtidig er alle andre problemer rundt om én blevet løst.

Man skal turde drømme

Selvfølgelig skal man turde drømme, og det er vigtigt, at vi aldrig mister håbet, men samtidig skal man passe på, at forestillingen om succes ikke bliver en hammer, man går og slår sig selv i hovedet med.

For hvis det eneste mål er den totale succes, bliver alle andre gode erfaringer og resultater måske kun mulige at se som fiaskoer, det vil sige som mangel på succes.

Og vores erfaring viser, at succes avler succes. Noget af det grimmeste ved afhængigheden er dens evne til at nedbryde motivationen, selvværdet og drivkraften i mennesket.

Derfor er en af vores opgaver som behandlere også at hjælpe den enkelte til at få øje på de mange indre ressourcer og redskaber, som alle altid allerede besidder.

Men hvad er succes i alkoholbehandling?

Måske kan succes også være, når folk går herfra og har opnået en dybere indsigt og erkendelse om sig selv og deres egen adfærd. At det bliver lidt lettere at være i livet. Ofte er det disse små og store selvindsigter, der er byggestenene for, at man en dag kan komme til at leve sit foretrukne liv.

Det er måske derfor, at vi nogle gange er tilbageholdende med at udtrykke resultatet af behandlingen som succes eller ej.

I vores behandling, hvor vi møder mange forskellige mennesker med vidt forskellige ønsker, drømme og håb og med vidt forskellige forudsætninger for at nå i mål med disse, er det ofte mere frugtbart at arbejde hen imod de gode og vigtige resultater. Det vil sige en mere holistisk forståelse af succesbegrebet.

En ”succes” kan nemlig være vidt forskellig fra person til person.

Derfor bør det i langt højere grad være tilpasset det enkelte menneskes vilkår, så der nogle gange er plads til, at succes også bare kan være en større indsigt og forståelse for sig selv og egen adfærd eller at nå en lille milepæl på den lange rejse.

For selvom det kan være dejligt at sætte ting på formler, findes der sjældent genveje, når det handler om mennesker.

Succes kan være mange ting

Selvfølgelig er det bekræftende, når vi måneder efter en endt behandling modtager en besked fra en borger, der fortæller, at de står et godt sted i dag og takker os for vores støtte på deres rejse.

Men når vi udvider vores succesbegreb en smule, kan det også betragtes som en succes, når en klient, der er blevet udskrevet for ¾ år siden, pludselig rækker ud efter et tilbagefald og beder om hjælp.

Tidligere ville en sådan klient måske have gået halve og hele år med et problematisk alkoholforbrug.

En succes for klienten er, at vedkommende har fået afgørende indsigt i sin alkoholproblematik: En erkendelse af, at der er håb for, at livet kan blive anderledes, hvis man arbejder for det, og at der findes hjælp, hvis man tør at række ud og spørge efter den.

Sidder du med spørgsmål?

Kontakt os allerede i dag. Det er fortroligt og uforpligtende. Tal med en rådgiver og få svar på dine spørgsmål.