Hillerød Alkoholbehandling

Nye tal viser en alkoholkultur i udvikling: Vi køber og drikker mindre alkohol

Nye undersøgelser og statistikker peger på et langsomt skred i den danske alkoholkultur, hvor salget er faldende og et stigende antal danskere bevidst vælger alkoholen fra i perioder.

Af Seth Marvin Andersen

Da Johnnys bror trak ham til side og sagde, at han ikke kunne kende ham længere, vidste han, at nu skulle der ske noget nyt. Tingene kunne ikke længere bare fortsætte som det plejede.

”Jeg har jo ikke lyst til at miste min lille familie, bare fordi jeg har brug for nogle bajere,” fortæller Johnny, som ikke ønsker at optræder med sit rigtige navn i artiklen.

Når alkoholen tager over, er det ofte de pårørende der mærker konsekvenserne først. For Johnnys familie betød det, at de pludselig stod med en kæreste og en bror som de ikke længere vidste hvem var.

”I den periode hvor jeg drak som et hul i jorden, var jeg kold og ligeglad. Jeg var ligeglad med arbejde, ligeglad med familien, det eneste jeg tænkte på var at få mit næste skud vodka – for at sige det mildt. Så gik jeg i behandling, og det er heldigvis ikke sket siden,” fortæller Johnny.

Når alkoholen tager overhånd

Når Johnny tænker tilbage på sin historie med alkohol, kan han ikke pege på ét øjeblik, hvor det gik galt.

Alkoholen var bare noget der langsomt groede sig fast i ham, fordi det altid var omkring ham som noget helt naturligt i de brancher han arbejdede i. Og så lå det lige til at falde tilbage på det, når livet blev svært.

”Jeg ved ikke hvorfor det eskalerede lige pludselig. Jeg ved ikke om var sur på hjemmefronten, træt af arbejdet, eller måske var det en blanding af det hele. Og så gik det bare galt, altså. Så blev en til mange, og mange blev til flere.”

Og selvom mennesker er forskellige, er Johnny langt fra alene med sin historie. Alkohol er en af de forebyggelige faktorer der har den største påvirkning på folkesundheden i Danmark, og ifølge tal fra Sundhedsstyrelsen drikker ca. 860.000 danskere mere end de officielle anbefalinger.

Det antages, at hvert tiende barn vokser op i et hjem, hvor mindst én af forældrene har alkoholproblemer.

I de seneste år er der imidlertid begyndt at ske et skift i folks opfattelse af alkohol. Nye tal viser, at danskerne i højere grad reflekterer over deres alkoholforbrug, og ikke i samme grad som før drikker som en selvfølge ved enhver lejlighed.

Flere danskere vælger alkohol fra

I det seneste år har fire ud ti danskere bevidst valgt alkohol fra i en periode. Det viser en ny undersøgelse lavet af Voxmeter på vegne af Blå Kors.

Ifølge Blå Kors peger undersøgelsens resultater på, at den danske alkoholkultur er i forandring. Det er nemlig blevet mere almindeligt i dag at sige nej tak til alkohol.

Det er især en udvikling der finder sted blandt unge, hvor 46 % af de 18-34-årige svarer at de bevidst har valgt alkoholen fra i en periode i det seneste år.

Her er det især ønsket om sundhed og velvære der trækker folk i retningen mod et liv med mindre alkohol.

Samtidig svarer næsten to ud af tre i undersøgelsen, at de ønsker sig en ændret alkoholkultur i Danmark, hvor alkoholen fylder mindre.

Hvis man spørger Johnny, giver det god mening, at flere folk stopper med at drikke i perioder. Han har nemlig selv oplevet, at der er mange fordele ved at få kontrol over sit alkoholforbrug gennem hans forløb hos HAB alkoholbehandling.

vi drikker mindre illustration

Mange fordele ved at drikke mindre

”I dag er jeg meget tættere med min familie,” fortæller Johnny. For ham var løsningen ikke at skære alkoholen helt fra, men at bruge antabus i perioder til at få noget ro på imens alkoholbehandlingen gjorde ham klogere på hans adfærd, tanker og drikkemønstre.

Nu er han landet et sted hvor han faktisk foretrækker sit liv uden alkohol, men samtidig vil han gerne beholde retten til at han måske en dag i fremtiden kan sidde på en strand med en drink i hånden.

Når han alligevel foretrækker sit nuværende afholdende liv, så skyldes det især, at han selv og menneskene omkring ham igen kan genkende ham som den glade person, han egentlig er.

”Jeg har en glød når jeg ikke drikker, som folk jo er glade for,” forklarer han. ”Du bliver meget mere klar i hovedet. Dét, som du ikke kunne huske i går, husker du lige pludselig hver dag.”

Ifølge Johnny skyldes det, at han sover bedre, fordi han ikke længere vågner midt om natten når alkoholen er holdt op med at virke. Før i tiden måtte han sommetider stå op og drikke midt om natten for at falde til ro igen.

Hvis man kigger på salgstallene for alkohol i Danmark, er Johnny ikke den eneste der har opdaget, at der kan være fordele ved at skrue ned for genstandene.

Salget af alkohol i Danmark falder

Ifølge tal fra Danmarks Statistik blev der solgt mindre øl, vin og spiritus i danske forretninger i 2025 sammenlignet med 2024.

Sidste år faldt salget af vin i danske butikker med 2,9 %, salget af øl faldt med 2,6 % og salget af spiritus faldt med 1,9 %.

Hvor der i 2024 blev solgt i alt 43,7 mio. liter ren alkohol i Danmark, kom dette tal i 2025 ned på 42,6 mio.

Det svarer til, at hver dansker over 18 i gennemsnittet køber 8,8 liter ren alkohol om året, hvilket er et fald sammenlignet med de 9,1 liter i 2024.

Omregnet svarer det også til, at hver dansker over 18 køber 11,3 genstande om ugen i gennemsnittet, når én genstand svarer til 1,5 cl ren alkohol.

Altså et fald sammenlignet med tidligere år og et udtryk for en fortsættende tendens, hvor danskernes alkoholforbrug er på en nedadgående kurve.

Men samtidig også et udtryk for, at der forsat er et overforbrug i et land hvor de officielle sundhedsråd lyder, at voksne over 18 højst bør drikke 10 genstande om ugen og aldrig mere end 4 genstande ved samme lejlighed.

Årlig salg af alkohol i Danmark - DK statistik

Alkoholfrie alternativer vinder frem

Mens drikkevarer med procenter tilsyneladende er på et langsomt tilbagetog, står det anderledes til med salget af de alkoholfrie alternativer, som i stigende grad har gjort indpas på det danske marked i de seneste år.

Ifølge tal fra Bryggeriforeningen blev der solgt knap 10 mio. liter alkoholfri øl i 2025, hvilket er en stigning på 8 % sammenlignet med året før.

Det hænger blandt andet sammen med, at udbuddet af de alkoholfrie alternativer vokser i takt med at salget stiger.

En mulighed som Johnny gerne benytter sig af personligt i hans nye afholdende livsstil.

Alkoholfri smager lige så godt – ”Næsten”

”Jeg kan godt lide at få en alkoholfri Captain Morgan nytårsaften. Det smager dejligt,” siger han og fortæller, at han også gerne tager en pose alkoholfri øl eller vin med til sociale begivenheder, hvor andre drikker alkohol.

”De er jo så dygtige i dag, at de kan få dem til at smage næsten ens,” fortæller Johnny og skynder sig straks at tilføje med et grin: ”Jeg siger næsten.”

Men selvom smagen ikke altid helt er der endnu, så mener han stadig at der er mange positive ting ved at drikke alkoholfri.

”Du bliver ikke dum i løbet af aften. Du kan huske alt hvad du har sagt aften før, og du har det ikke dårligt når du står op dagen efter.”

Nye tal om danskernes forhold til alkohol