Hillerød Alkoholbehandling

Danskernes alkoholforbrug 2026:

Vi drikker mindre, men alkohol koster stadig tusindvis af liv hvert år

Alkoholvaner i Danmark: Gennem de seneste 15 år har danskernes alkoholforbrug været faldende. Alligevel er alkohol stadig en af de største forebyggelige risikofaktorer for sygdom og død i Danmark.

Det viser den nyeste rapport om danskernes sundhed.

Institut for Folkesundhed på Syddansk Universitet har netop udgivet sin femte nationale sundhedsprofil siden 2010. Rapporten er et landsdækkende datagrundlag for danskernes sundhed, sygelighed og trivsel.

Den giver også indsigt i, hvordan danskernes forhold og forbrug af alkohol har udviklet sig gennem de sidste 15 år.

Tallene afslører, at den overordnede udvikling er positiv. Samlet set drikker vi mindre, køber mindre mængder alkohol pr. indbygger, og dødeligheden fra alkohol er faldet sammenlignet med for 15 år siden.

Positiv udvikling i danskernes alkoholvaner

Den største positive forandring har fundet sted mellem 2021 og 2025. Det kan siges at afspejle en generel positiv udvikling i den danske alkoholkultur, hvor flere er begyndt at forholde sig kritisk til deres eget forbrug og vores kollektive vaner omkring alkohol.

Her kan man f.eks. pege på det stigende salg af alkoholfrie alternativer til øl og vin, sober curious-bevægelsens stigende popularitet, og forsøg på at ændre alkoholkulturen på ungdomsuddannelserne ved at skifte fredagsbaren ud med en fredagscafé eller ved at afholde alkoholfrie sidste skoledage.

Det betyder imidlertid ikke, at alkoholen ikke har en negativ indvirkning på danskernes sundhed.

Alkohol og folkesundhed i Danmark

Som rapporten slår fast, er alkohol fortsat “(..) én af de forebyggelige risikofaktorer med størst betydning for folkesundheden i Danmark, da et højt forbrug har store helbreds- og samfundsmæssige konsekvenser.”

Hvert år er alkohol den primære eller medvirkende årsag til ca. 2.500 dødsfald her i landet. Det svarer til, at alkohol er medvirkende til 7 % af alle dødsfald blandt mænd og 2 % blandt kvinder.

Ifølge Sundhedsstyrelsen er alkohol en af de medvirkende årsager til danskernes relativt lave middellevetid sammenlignet med andre lande.

Alkohol øger nemlig risikoen for flere alvorlige sygdomme og en lang række psykosociale følgevirkninger, og hvert år fører alkohol til omkring 150.000 hospitalskontakter.

Højeste forekomst af rusdruk

På trods af den nedadgående kurve i alkoholforbruget har unge og voksne danskere stadig den højeste drikkefrekvens og den højeste forekomst af rusdrikning i Europa.

Rusdruk er defineret ved, at man drikker mere end 5 genstande ved samme lejlighed, hvormed alkoholens negative sundhedspåvirkninger forøges

I alt drikker 8,6 % af den voksne befolkning i Danmark ugentligt mere end 5 genstande ved samme lejlighed. I alle aldersgrupper er det især mændene, der rangerer øverst i denne kategori.

Det er et højt tal, men trods alt en reduktion sammenlignet med 2013, hvor 12,4 % af befolkningen ugentligt drak mere end 5 genstande ved samme lejlighed.

Rapporten peger på, at den høje forekomst af rusdruk skyldes, at danskere ofte drikker socialt og i store mængder på kort tid.

For at minimere de sundhedsmæssige omkostninger ved alkoholindtag anbefaler Sundhedsstyrelsen, at voksne højst drikker 10 genstande om ugen og højst 4 genstande på samme dag.

Behov for hjælp?

Stop alkohol

Ring til os på 48 26 66 66

Alkoholvaner: Hvor meget drikker danskerne om ugen?

I den voksne danske befolkning er det mest almindelige at drikke 1-5 genstande i løbet af en typisk uge. Det gælder for lidt over en tredjedel af mændene (36,4 %) og knap halvdelen af kvinderne (43,9 %).

Samtidig er der i alt 12,6 % af mænd og 19,2 % af kvinder, som ikke har drukket alkohol inden for de seneste 12 måneder.

Det vil altså sige, at den største svargruppe findes inden for Sundhedsstyrelsens anbefalinger målt på antallet af genstande om ugen.

Mere end 10 genstande om ugen

Men det er stadig et problem, at mange drikker mere end 10 genstande på en gennemsnitlig uge.

I alt drikker omkring 1 ud af 7 voksne i Danmark mere end 10 genstande i løbet af en typisk uge (14,4 %).

Blandt mænd gælder det cirka 1 ud af 5 (20,7 %), mens det blandt kvinder er omkring 1 ud af 12 (8,4 %).

Dog er der ingen større forskel mellem uddannelses- eller erhvervsgrupper, hvilket viser, at stort alkoholforbrug forekommer på tværs af samfundslag

Selvom dette tal er højt, er den gode nyhed stadig, at tallet er faldet jævnt sammenlignet med for 15 år siden.

I 2010 svarede 24,6 % af danskerne, at de drak mere end 10 genstande på en typisk uge. Sidste år kom dette tal altså ned på 14,4 %.

Flere ønsker at drikke mindre alkohol

Mens antallet af personer, der drikker mere end 10 genstande om ugen, falder, stiger antallet, der ønsker at nedsætte deres forbrug

Af personerne i undersøgelsen, som drikker mere end 10 genstande om ugen, svarede 27,2 %, at de ønsker at nedsætte deres forbrug.

Til sammenligning gjaldt det kun for 19,6 % i 2010.

Den største forandring fandt sted mellem 2021 og 2025, hvor antallet af personer, der udtrykte, at de ønskede at nedsætte deres forbrug, steg med 3,9 procentpoint.

Behov for hjælp?

Stop alkohol

Ring til os på 48 26 66 66