Borgerens behov sætter retningen for vores behandling
- Af chef Christian Bo Dahlmoes og afdelingsleder Jakob Neiman
Hvert år bliver omkring 8000 borgere indskrevet i kommunal alkoholbehandling i Danmark.
Det vidner om, hvor udbredt alkoholafhængighed er, og hvor vigtigt det er, at vi som behandlingssted møder mennesker med både høj faglighed og respekt.
Der lever fortsat en forestilling om, at alkoholproblemer kun rammer de mest udsatte.
Vores erfaring gennem mere end 20 års behandlingsarbejde fortæller noget andet. De mennesker, vi møder i Hillerød Alkoholbehandling, kommer fra alle dele af samfundet.
De har forskellige job, familieliv og livshistorier. Nogle har haft et stort forbrug gennem mange år. Andre har først for nylig mærket, at alkoholen er begyndt at fylde for meget.
Fælles for mange er, at alkoholen på et tidspunkt har haft en funktion. Den har skabt ro og været et pusterum fra noget svært. Men på et tidspunkt begynder den at stå i vejen.
I vejen for relationer, arbejdsliv, trivsel og drømme. Det er ofte her, ønsket om forandring opstår.
Du bliver mødt i øjenhøjde
Når et menneske træder ind ad døren hos os, er det vores vigtigste opgave at møde dem i øjenhøjde og med nysgerrighed. Sammen finder vi frem til den vilje, det mod og den styrke, som mennesker har. Vi ved, at det er muligt at genvinde kontrollen over sit liv, hvis man får adgang til den rette behandling.
For os er det afgørende, at behandlingen tager udgangspunkt i det enkelte menneske. Nogle ønsker at reducere deres forbrug. Andre ønsker bedre kontrol over hvornår eller hvor ofte de drikker. Nogle ønsker et liv helt uden alkohol. Der findes ikke ét rigtigt mål. Der findes det mål, der giver mening for den enkelte.
Ingen behandlingsforløb er ens
Derfor findes der heller ikke to ens behandlingsforløb hos Hillerød Alkoholbehandling. Vi skræddersyr hvert forløb, fordi vi ved, at livssituation, netværk, arbejdsliv og personlige erfaringer spiller en afgørende rolle.
Nogle borgere har glæde af støtte, coaching og løbende opfølgning på konkrete mål. Det kan for eksempel være både motiverende og afklarende at føre dagbog over, hvor meget og hvornår man drikker.
Andre borgere har behov for at arbejde med mere grundlæggende og eksistentielle problemstillinger i deres liv. For dem kan en mere terapeutisk tilgang være hjælpsom, hvor de får mulighed for at få øje på nye måder at håndtere hverdagens udfordringer og svære følelser på.
Uanset hvem man er, og hvad man har brug for, arbejder vores behandlere med høj faglighed og stor ydmyghed. De lytter uden fordomme og er parate til at justere indsatsen undervejs.
Mennesker udvikler sig. Håb og målsætninger kan ændre sig i takt med, at indsigt og styrke vokser. Derfor kan behandlingen også ændre retning. Det ser vi som et naturligt led i en reel og levende forandringsproces.
Alkoholafhængighed er komplekst
Alkoholafhængighed er en kompleks udfordring, og der findes ingen enkle løsninger. Men vi ved, at vedholdenhed, faglig kvalitet og en stærk relation mellem borger og behandler gør en afgørende forskel. Uanset hvor mange gange kursen justeres, skal man som borger hos os opleve, at man ikke står alene.
Vores erfaring er klar. Når vi tager udgangspunkt i det enkelte menneske med alle dets kompleksiteter, skaber vi de bedste forudsætninger for varig forandring. Det er kernen i vores arbejde. At støtte mennesker i at blive den, de ønsker at være, og leve det liv, de drømmer om.
Behov for hjælp?