Hillerød Alkoholbehandling

ADHD og alkoholmisbrug – Del 1

Studier viser, at der er en overrepræsentation af mennesker med ADHD-diagnoser i alkoholbehandling sammenlignet med den øvrige befolkning.

I denne artikel ser vi nærmere på, hvorfor mennesker med ADHD kan være særligt sårbare over for at udvikle afhængighed af rusmidler.

I del 2 undersøger vi, hvilke udfordringer det giver for behandlingen, og hvilke metoder forskningen peger på som mulige løsninger.

Man anslår, at 1-3 % af den voksne befolkning i Danmark har ADHD, mens andelen blandt skolebørn er 2-3 %. Ser man på personer indskrevet i alkoholbehandling, er andelen dog markant højere. Det hænger sammen med, at personer med ADHD statistisk set har en øget risiko for at udvikle misbrug.

Hvor meget højere risikoen er, kan ikke siges med sikkerhed, men en Alkoholenhed i København estimerede engang at ca. 10 % af deres klienter også havde en ADHD-diagnose.

I Holland undersøgte en gruppe forskere, hvor stor en andel af klienterne i alkohol- og rusmiddelbehandling der har ADHD. På baggrund af 29 studier fra seks forskellige lande landede de på knap en fjerdedel (23 %).

Det er desuden veldokumenteret, at personer med ADHD ofte udvikler afhængighed i en yngre alder, har et højere forbrug, hyppigere bliver hospitaliseret og har en større risiko for tilbagefald efter endt behandling.

Men hvorfor er ADHD forbundet med disse alvorlige statistikker? For at forstå det, er det nødvendigt først at se nærmere på, hvad ADHD er.

Hvad er ADHD?

ADHD er en forkortelse for Attention Deficit Hyperactivity Disorder. Psykiatrifonden beskriver det som en biologisk forstyrrelse i de dele af hjernen, der regulerer opmærksomhed, motorisk aktivitet og impulskontrol.

Mennesker med ADHD kan derfor opleve vanskeligheder med at koncentrere sig, fastholde opmærksomheden og styre impulser. Mange oplever også at være mere hyperaktive og rastløse end gennemsnittet.

ADHD er en medfødt forstyrrelse, som typisk begynder at vise sig i barndommen. For mere end halvdelen fortsætter symptomerne ind i voksenlivet.

Der findes forskellige grader af ADHD. For nogle kan det være svært at klare skolegang eller fastholde et job, men mange – især dem, der har modtaget støtte og behandling – trives og fungerer fint i hverdagen.

ADHD og misbrug

Som nævnt er der en tydelig overrepræsentation af mennesker med ADHD i misbrugsbehandling, og det skyldes flere faktorer.

Mange afhængigheder opstår allerede i ungdomsårene. Unge med ADHD er særligt sårbare, blandt andet fordi impulsivitet kan gøre det svært at vurdere konsekvenserne af risikofyldt adfærd.

Ifølge Psykiatrifonden kan dette føre til, at man i højere grad eksperimenterer og tager chancer – fx ved at afprøve rusmidler (herunder alkohol) i en tidlig alder.

Alkohol og belønningssystemet

En del af forklaringen skal også findes i forskelle i hjernens belønningssystem. Hos personer med ADHD producerer hjernen typisk lavere niveauer af dopamin.

Dopamin er et signalstof, som udskilles, når vi foretager os noget, der føles godt. Det giver os en følelse af glæde og tilfredshed.

Fordi personer med ADHD har lavere dopaminniveauer, har de ofte behov for stærkere stimuli for at opleve samme grad af belønning og velvære som andre.

Rusmidler – herunder alkohol – udløser dopamin i hjernen, og det kan gøre dem særligt tiltrækkende for personer med ADHD, der typisk har brugere for kraftigere stimuli for at opnå samme effekt.

Selvmedicinering

Mange klienter med ADHD fortæller også, at de har brugt alkohol som en form for selvmedicinering. De oplever, at alkoholen kan dulme uro og rastløshed og give hjernen og kroppen ro.

Alkoholen kan lægge låg på svære tanker og følelser og dermed give en midlertidig lettelse. Men selvom det på kort sigt kan opleves som en løsning, udvikler det sig ofte til et selvstændigt problem, som skaber nye udfordringer.

Det, der i starten så ud som en løsning, er nu blevet et ekstra problem. At forsøge at behandle sin opmærksomhedsforstyrrelse med alkohol eller andre stoffer er som at slukke en brand med benzin,” skriver en sygeplejerske, der har interviewet alkoholpatienter med ADHD.

Ligesom ADHD kan øge risikoen for at udvikle et skadeligt alkoholforbrug, kan diagnosen også give særlige udfordringer i selve behandlingsforløbet. I næste artikel ser vi nærmere på, hvad disse udfordringer består i – og hvilke behandlingsmetoder forskningen anbefaler for at imødekomme dem.

Behov for hjælp?

Stop alkohol

Ring til os på 48 26 66 66