Medarbejderprofil: En dag som sygeplejerske og alkoholbehandler på Trianglen

Alkoholbehandling i en anonym bygning på Østerbrogade

Når Linda Hansen møder på sit arbejde mandag morgen, ankommer hun ikke til en travl hovedbanegård, hvor der farer klienter og ansatte rundt.

Hendes arbejdsplads, som sygeplejerske og alkoholbehandler, ligger i en anonym bygning på Østerbrogade, som også huser en almen praktiserende læge, psykologer og en massageklinik.

Lindas kontor ligger overfor psykologerne. Her ligger hun sine nøgler og sin computer på sit skrivebord, før hun går ind og tager sig en kop kaffe og siger hej til sine kollegaer i den rolige fællesstue med en sofa og et lille bord, hvor man altid kan finde en snack og læse i en udgave af Politiken.

Og så er det ellers i gang med at arbejde, et arbejde, hvor to dage aldrig er ens.

”Jeg synes det er et helt fantastisk arbejde,” fortæller Linda.

“Jeg har altid været nysgerrig på mennesker og deres levede liv. Det er vigtigt for mig at møde alle med et smil, omsorg, nærvær, seriøsitet – og humor, når der er plads til det. Ligeledes uden fordømmelse,” siger hun.

Behandler med et tværfagligt blik

Linda har en dobbeltfaglighed, der kombinerer en sundhedsfaglige baggrund som sygeplejerske med mange års erfaring fra psykiatrien, samt uddannelser og kurser som rusmiddelbehandler.

Det overordnede ansvar for det sundhedsfaglige arbejde på Trianglen ligger hos en overlæge, men i det daglige er det sygeplejersken Linda man finder på gulvet. Det er hende man møder i de tidlige morgentimer, hvis man er i medicinsk behandling eller ambulant afrusning. Her laver hun alkoholtest, udleverer antabus, informerer om virkninger og bivirkninger, og tager en snak med klienterne.

For klienter som er i ambulant afrusning, tjekker Linda op på, at overlægen har udskrevet de korrekte doser risolid og benzodiazepin. Her laver hun en såkaldt abstinensscore.

”Hvis jeg har en klient i afrusning, og han eller hun får en høj scorer når jeg screener på abstinensscore-skemaet, eller ligger uden for referencen i de vitale parametre, kontakter jeg en af de 2 læger vi har ansat eller vores behandlingsansvarlige læge. Dette for at konfererer ud fra aktuelle screening, egne observationer og klientens subjektive vurdering.”

Hvis der bliver givet grønt lys, sørger Linda for, at patienten får opjusteret sin medicin.

“Og så følger jeg dem hen over dagene, og forhåbentlig går det lige efter bogen, og de får færre og færre abstinenser, og får det bedre og bedre indtil de er færdigafrust,” forklarer hun.

Først når en patient er blevet afrust, eller er kommet ordentligt i gang med et forløb på antabus, starter det vigtigste arbejde: den individuelle samtalebehandling.

“Det medicinske element er kun en lille del af det. Det er et lille støtteben, men ikke det bærende element. Det bærende element er personlig udvikling, og det at lære sine tanker, følelser og adfærdsmønstre at kende, for at opnå strategier til at gøre noget andet fremfor at bruge alkohol som en strategi. Dette er den største del af behandlingstilbuddet,” forklarer Linda.

Derfor går medicinsk behandling og samtaleterapi altid hånd i hånd på Trianglen.

“Vi mener ikke, at medicinsk behandling kan stå alene,” siger hun.

Individuel samtaleterapi

Alle behandlere på Trianglen er uddannet i kognitiv adfærdsterapi, motiverende samtale teknik og løsningsfokuseret korttidsterapi. Men samtidig kommer alle også med deres egne unikke baggrunde, og tager forskellige redskaber med sig i deres arbejde.

Udover disse fagmetoder, er det særlige hun tager med sig hendes baggrund i psykiatrien. Det betyder, at hun kan psykoedukere med en dybdegående viden om psykiatriske diagnoser og medicin, og viden om det psykiatriske behandlingssystem.

Lindas sygeplejerskeuddannelse betyder også, at hun et helhedsorienteret blik på behandlingen, med afsæt i en bio-psyko-social forståelse af afhængighed. Derudover mestrer hun også mindfulnessbaseret tilbagefaldsforebyggelse og mentaliseringsbaseret terapi.

Det er disse metoder hun tager i brug, når det sundhedsfaglige arbejde er overstået, og hun tager sin behandler hat på.

Men når et menneske træder ind gennem døren til Lindas kontor, ved hun ikke allerede, hvilke af disse faglige metoder hun vil bruge.

“Det er ikke noget, der er planlagt på forhånd – det er noget, som opstår inde i rummet,” fortæller Linda. Hendes opgave er nemlig først og fremmest, at lytte til de mennesker hun møder, og alt efter hvad de selv sætter ord, kan hun så foreslå forskellige redskaber.

“Jeg gør en dyd ud af at spørge ind for at få uddybet de udsagn klienten bringer til bordet, og i at lytte aktivt. Min fornemmeste opgave er at give dem noget med ud af døren, så de kan føle sig kompetente i eget liv. Det er vigtigt, at jeg ikke sidder og kloger mig på dem.”

”Jeg gør meget ud af, at de ikke føler sig mindre værd end mig. Derfor spørger jeg altid om lov til at komme med enten en antagelse eller hypotese. Når jeg får en idé til en opgave, jeg tænker kan hjælpe dem, introducerer jeg den og indfører dem i tanken bag. Så kan de tage stilling til om det er brugbart, og om de har lyst til at prøve det,” fortæller hun.

“Og så kan de sige ja tak, det synes jeg lyder spændende, eller nej tak, det er sgu ikke lige mig,” siger hun og tilføjer, at det er vigtigt at man ikke tror, at man selv kender svaret på forhånd.

Fokus på det positive og individuelle ressourcer

En af Lindas behandlingsmetoder er den såkaldte løsningsfokuserede korttidsterapi, også kendt som LØFT. Denne metode bruges især til folk som har gavn af at blive guided til at få øje på deres egne styrker og ressourcer, så de aktivt selv kan skabe positiv forandring i deres liv.

Inden en klient er på vej ud ad døren, stiller Linda dem sommetider et spørgsmål hun har lært gennem LØFT, og som hun holder meget af. Spørgsmålet lyder, ”hvad er det vigtigste, du har hørt dig selv sige i dag?”

“Det får virkelig klienterne til at reflektere. Hvad har jeg sagt? Det er det der med, at de skal forstå, at det er dem der gør arbejdet. At svarene ligger hos dem selv. Så jeg elsker det spørgsmål,” siger hun.

Det er en lidt anderledes terapiform, forklarer Linda, fordi psykologien i mange år – især med Freuds indflydelse – har handlet om, at man kommer ind til en psykolog, og fortæller om alt det der ikke fungerer, alt det der gør ondt, alle traumerne og smerten, og som man sidder der bliver hele nervesystemet aktiveret, og man mærker det helt ind i kroppen og tænker, nå ja, hvor kan jeg også være dårlig.

Dette har selvfølgelig også sin plads, siger Linda, men det gode ved LØFT er, at man kan vende det om og sige, hvad krævede det egentlig af dig kun at drikke fem øl i stedet for syv? Ved at fokusere på et menneskes ressourcer, kan man hjælpe dem til at finde den selvtillid og tro der skal til for at lykkes med et behandlingsforløb.

Og det er når Linda kan se denne forandring i et menneske, at hun for alvor sætter pris på sit arbejde.

“Jeg har haft klienter som føler sig godt tilpas i en behandlingskontekst, klienter som har følt sig mødt som et menneske, og ikke bare som en afhængig.”

“Mange kommer ind med den tilgang, at de skal have styr på deres forbrug og drikke mindre, men nogen ender med at sige, at de slet ikke skal bruge alkohol i deres liv, fordi de begynder at se alle fordelene ved at vælge det fra. Så jeg ser mennesker, som rykker sig i det de håber på,” fortæller hun.

“Og det kommer bag på nogen. Så det er fantastisk at se, hvad der folder sig ud.”

Noget andet Linda ofte ser i de mennesker hun møder, er hvordan de gradvist bliver fri fra de fordomme og det stigma der stadig i dag hersker omkring alkohol, afhængighed og behandling.

”Jeg tror mange folk har det her billede af mænd der sidder på en bænk med rødmossede næser og drikker, og mange er bange for at blive puttet i sådan en kasse. Men jeg må bare sige, at alkoholafhængighed rammer så bredt, at man slet ikke forstår det,” fortæller hun.

Faktisk rammer alkoholafhængighed i Danmark så bredt, at Lindas klienter tæller alt fra unge ressourcestærke universitetsstuderende i start 20erne, til borgere der har det rigtigt skidt, som har en dom hængende over hovedet og hvor kriminalforsorgen er involveret, til ældre som er gået på pension, og har fundet en vuggestol i alkohol i en hverdag præget af ensomhed. Mange af Lindas klienter er også højtuddannede mennesker med høje stillinger og meget ansvar.

“Mange har en opfattelse af, at de mennesker der kommer her, er folk som har siddet på en bænk og drukket tæt i rigtig mange år, og her må jeg bare sige, at det er slet ikke tilfældet. Det er helt almindelige menneske, stor som lille, ung som gammel,” forklarer hun.

Men selvom det for mange kan virke skamfuldt, når de første gang træder ind ad døren, – så skamfuldt faktisk, at nogle kommer ind helt svedige og blege i ansigtet – så kan Linda hurtigt se en forandring hos folk, når de bliver mødt af mennesker som er smilende, nærværende, imødekommende og nysgerrige på at høre, hvad de har at sige, og som vigtigst af alt ikke er fordømmende.

“Man kan se forandringen hos dem helt fysisk. De får farve tilbage i ansigtet, skuldrene sænkes, og pludselig kan der smiles lidt. Det er som om, der går lidt luft af ballonen,” siger hun.

En fremtid med en styrket sundhedsfaglig indsats

I dag er der en overlæge, en sygeplejerske, og to eksterne læger tilknyttet Trianglen. Men ifølge Linda er der flere sundhedsfaglige tiltag på tegnebrættet.

Et eksempel er afrusning i eget hjem, som i dag sker med en ekstern samarbejdspartner. Men i fremtiden vil Trianglen gerne selv kunne afruse folk i deres eget hjem.

“Vi vil gerne kunne tilbyde det fulde forløb, fordi der er noget tryghed i det for vores borgere,” siger Linda. For at det kan lykkes, er der imidlertid behov for at ansætte mere sundhedsfagligt personale.

Linda har også selv planer for, hvordan hun i fremtiden kan være med til at øge det sundhedsfaglige kompetenceniveau i virksomheden. Fra august 2025 skal hun nemlig læse en kandidatuddannelse i sundhedsfremme med fokus på ulighed i sundhed og rusmiddel policy i et samfundsmæssigt perspektiv.

“Det gør jeg med udgangspunkt i vores organisation, fordi jeg virkelig brænder for ulighed i sundhed, eksempelvis i form af klienter med dobbeltdiagnoser, som bliver tabt mellem to stole,” forklarer hun.

I dag eksisterer der desuden et samarbejde med sociolancen og socialsygeplejersken på hospitalerne og psykiatrien – et samarbejde der vil blive styrket i fremtiden.